Daurehøj Erhvervsbyg A/S i Tuse har vundet 25.000 kr. til et velgørende formål i en konkurrence hos Atradius Kreditforsikring og Garanti. En præmie, som i dag blev doneret til Skælskør Julemærkehjem under et lille frokostarrangement.

”Vi har stor respekt for julemærkehjemmenes uvurderlige arbejde, og vi håber, at denne check kan være en lille håndsrækning til deres store arbejde med udsatte børn i Danmark,” fortæller arbejdende bestyrelsesformand Carlo Chow, om tankerne bag donationen.

Den glade giver, Atradius, repræsenteret ved Michael Sæderup og Thomas Irving Pedersen, overrakte præmien på de 25.000 kr. til Daurehøj Erhvervsbyg A/S, der herefter donerede præmien videre til den glade modtager, Skælskør Julemærkehjem.

”Vi er meget taknemmelige og rigtig glade for at blive tænkt på, det gør en stor forskel,” fortæller Marlene Lund, da hun modtager checken på de 25.000 kr. til Julemærkehjemmet Skælskør, hvor hun er afdelingsleder.

Mere hjælp til udsatte børn

Hvert år får 750 børn ophold på et af de fire julemærkehjem i Danmark. Men ventelisten er lang, og flere hundrede børn venter på ophold.

Daurehøj Erhvervsbyg A/S donerer yderligere 20.000 kr. til Julemærkefonden gennem TEAM TAXA Sydsjælland, hvor byggeleder og formand Ken Jensen, vil cykle helt til Paris til sommer, sammen med ca. 40 andre i teamet, alle til fordel for julemærkehjemmenes fantastiske arbejde.

Præmieoverrækkelsen og donationen har fundet sted i dag, mandag d.16. januar, hos Daurehøj Erhvervsbyg A/S, Tuse Byvej 92, 4300 Holbæk.

Her ses de 3 piger fra julemærkehjemmet og de medarbejdere, som deltog i konkurrencen.